Arrangementer og events

Sommerridelejr (for 8-16 årige) afholdes desværre ikke længere… men se nedenfor, hvor hyggeligt det har været 🙂
For dig som har egen hest/pony eller part på en eller måske mulighed for at låne en, som du kan tage med på ”Verdens Bedste Ridelejr”.

Vi skal lære Horsemanship (herunder trailerlæsning), Akademisk/Klassisk Ridning, Ponygames, Ringridning, Ridebanespringning og lege med vores Agilitybane – og så skal vi selvfølgelig også på tur i vores skønne område. 

Alle dage vil der være hygge og samvær – ridning både formiddag og eftermiddag – om aftenen laver vi snobrød og pølser over bål – og ser hestefilm.

Vi skal bade og hygge i vores 25.000 liters pool – hvis vejret svigter, kører vi til Randers Spa og Wellness.

Sovepladser bliver fordelt i hytte eller telt (campingvogn) – hvis vejret er for dårligt kan vi sove inden døre eller på høloftet.

Maden vil hovedsageligt bestå af sunde økologiske produkter, og der vil blive serveret 3 hovedmåltider pr. dag samt kage om eftermiddagen og hygge om aftenen.
Din hest/pony kan stå i boks eller på græsfold – du skal selv medbringe foder – 5 kg hø pr. dag følger med i prisen, som vil være kr. 2.500,- pr. ekvipage for hele ugen
Husk først til mølle princippet er gældende – der vil være 10 ledige pladser ud over vores egne piger fra stalden.

Med i prisen følger selvfølgelig vores meget populære fotobog med billeder fra hele ugens oplevelser.

Mols-tur
En gang om året (normalt anden weekend i juni) tager vi vores heste med på sheltertur til Mols Bjerge.

Her hygger vi med lange ture på hestene i det naturskønne område, hvor vi laver mad i det fri og sover i shelter. Det plejer at være en kæmpe succes!!!

Tur på hø-hotel
Vi har et par gange været på Svalegården i Ålbæk med hestene. Det har været mega hyggeligt. De har rigtig fine forhold til både mennesker og heste deroppe. Og deres Natur finder ingen sammenligning. Der bader vi i Vesterhavet og har været kørt til Skagen for at bade med hestene, der hvor vandene mødes. En helt speciel og fantastisk oplevelse med sin hest og gode veninder/venner.

Hingstekåring i Herning
Hvert år tager vi på fælles tur til Herning, hvor dagen starter med indkøb af gode tilbud i Hest & Rytter. Når vi har handlet ind og slappet lidt af, finder vi et hyggeligt sted at spise aftensmad sammen. Derefter skal vi se Gallashow! Det plejer at være en vildt hyggelig tur.

Fællestræning
Nogle weekender laver vi fællestræning, hvor vi hjælper hinanden med Akademisk Ridning, Horsemanship, Agilitybane eller noget andet som kunne være spændende at være fælles om….

Strandtur
Har vi rigtig godt vejr og vi kan få det til at passe med trailerplads og kørsel, tager vi på tur til stranden. Her bader og hygger vi med hestene.

Juleoptog
Den anden sidste weekend før Jul trækker vi i julestadset og klæder hestene ud med gevirer, nissehuer, bjælder, fine røde tæpper/dækkener og rider op i byen for at ønske folk glædelig Jul.

Når vi kommer tilbage til stalden, er der dækket op til julehygge med glögg, æbleskiver og juleknas.

Nytårstaffel
Den sidste dag på året fejres med sammenkomst i stalden ved middagstid, hvor vi drikker et glas cider/sodavand og spiser kransekage og ønsker hinanden rigtig godt Nytår.

Fælles arbejdsdag
En gang årligt – som hovedregel den anden sidste weekend inden skolernes sommerferie – samles vi til en fælles arbejdsdag, hvor vi ordner stort som småt.

Her serveres frokost, eftermiddagskaffe/-the med kage og dagen sluttes af med grillmad, som vi sørger for.

Har du selv en god idé…
Vi vil rigtig gerne opleve meget mere, så hvis du er fuld af gode idéer, og det ligger inden for det muliges kunst, så er vi friske på det hele – kom frisk og vær’ med…..